50+ og ingen job – og så med alle de erfaringer!
Aldersdiskrimination? Nej, jeg oplever ikke fænomenet som udpræget, men det kan og skal selvfølgelig ikke negligeres. Men ”de gamle” kan selv være en meget stor del af udfordringen. Hovedtemaet er selvfølgelig lønniveau, men allervigtigst villighed og evne til at forandre og i samme åndedrag, at kunne sandsynliggøre det i både CV og til samtaler.
Postulat: Erfaringer kan i sig selv ikke bruges til noget som helst! Erfaringer tilhører en bestemt tidsperiode og fortæller INTET om i hvilken kontekst, de er brugt. Et af mange eksempler, som vi alle kan forholde os til: Tænk på udviklingen indenfor IT, der er grundstammen for administration i ethvert job. Ja, hvis den nye virksomhed også bruger den forældede MS version 7 og det samme hjemmestrikkede og forældede CRM system, som er brugt i det gamle job, kan 10 års erfaringer sikkert være ok! Men andre virksomheder er kommet lidt længere, så er du ikke opdateret, går jobbet til en 30 årig, der fra dag 1 er helt med på beatet og til 50% løn.
Fortsat fra LinkedIn …
Jobkompetencer VS. erfaringer i dit CV
Nogen forveksler erfaringer med jobkompetencer. Jeg beklager – det er FORKERT.
Jobkompetencer er den måde, man bruger sin personlighed til at formidle sin faglighed på. Altså hvordan man løser opgaverne. Ikke desto mindre beskriver ca. 95% af alle CVer detaljerede ansvarsområder og resultater. Altså grundlæggende de statiske og historiske erfaringer, der nemt kan sættes op i en tabel. Når den ”gamle” og ”unge” kandidat matches i tabellen, vinder den unge næsten hver gang: De koster det halve og den generelle opfattelse er, at de unge kan formes, måske fordi de ikke kan sælge sig selv på erfaringer!
CVer læses ofte af en gatekeeper – ofte endda af en youngster – der ikke har referencerammen for at tolke et laaangt standard erfarings CV, som de fleste skriver dem. Fair nok, for kender man ikke engang selv sine jobkompetencer og kan beskrive dem, kan man vel heller ikke forvente, at en gatekeeper skal kunne tolke dem. Jobkompetencer er en anden måde at tænke på. Beklageligvis et hårdt og intensivt tænkearbejde for de fleste. Til trøst er det efterfølgende skrivearbejde til gengæld hurtigt overstået.
Alder er ikke bestemt af en dåbsattest, men tilstanden mellem ørerne!
Man skal være med på beatet og få det beskrevet for at give gatekeeperen en chance for at vurdere ”ældrebyrden” retfærdigt.
Og så lige til lønnen: Den skal selvfølgelig matche kompetencerne og ikke antallet af år på arbejdsmarkedet.